Sådan kommer du i spil til jobbet

Jeg har selv været ledig og stået der, hvor jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor der ikke var nogen, der kunne se hvor fantastisk jeg var – og alt det jeg kunne. Indtil at det gik op for mig, at jeg ikke bragte mig selv i spil – og den måde, som jeg bragte mig selv i spil på, virkede ikke.

Find ud af hvad du brænder for
Hvis du gerne vil i spil inden for en særlig branche, et felt eller i en konkret virksomhed, så skal du ikke vente på, at der kommer et jobopslag, som du så kan reagere på ved at skrive en ansøgning og søge. For det, du reelt gør, er, at du stiller dig direkte op i den kø, hvor alle mulige andre ledige står, der også har fået den samme idé som dig. Og chancen for at du bliver udvalgt er reelt ikke ret stor – men brænder du vildt meget for dig, er den selvfølgelig til stede. Og det er det, det hele handler om: At du finder ud af, hvad du brænder for – og hvad og hvor du har din energi. For der, hvor du har din energi, er også der, hvor din handlekraft er størst. Og ingen er kommet til noget, ud at skulle gøre noget. Derfor kræver det at søge job, at du handler og tager et skridt af vejen mod det, der kommer til at blive dit drømmejob. For hvorfor stile efter noget, du ikke har lyst til? Hvorfor gå efter det, som du lige passer til, hvis det røvkeder dig – og du ikke har lyst? Så er chancerne for at få det job meget lille. Mennesker bliver dybest set ikke ansat på deres kvalifikationer – ikke alene i hvert fald. Virksomheder og organisationer ansætter mennesker, som de kan lide – og som de kan mærke, brænder for noget hos dem. Derfor er det vigtigt, at du tør være ærlig og er parat til at give noget af dig selv – og give udtryk for det, du tænker og fornemmer.

Sådan kommer du i gang
Når du ved eller har indkredset, hvad du kunne brænde for, hvor du har din energi, hvad du tænker er særligt interessant for dig, så kan du begynde at gøre noget – også selvom du måske på ingen måde er afklaret endnu. For du skal ikke vente på, at den perfekte mulighed opstår. Det er den, du selv skal være med til at skabe, mens du går ud og gør noget – og hvor vejen bliver skabt, mens du går. Og selvom du måske får et nej – er det ikke sikkert, at du skal tage det for givet. Fx skulle jeg kontakte Jarl Friis-Mikkelsen mange gange før, at han reagerede på, at han gerne ville med i min bog “Bare gør det!”. Men jeg fik ham med. Når du har fundet et felt, en branche, et område eller en eller flere virksomheder, som du er nysgerrig på at finde ud af, hvilke muligheder der er hos dem, skal du begynde med at lave research. Som da du var barn og nysgerrigt undersøgte mulighederne som en slags detektiv. Du kan undersøge i dit eget netværk, om der er nogen, der kender nogen her. Du kan søge på Google om virksomheden. Du kan selv skrive eller ringe til deres HR-konsulent eller en sekretær for at høre mere om, hvad de lægger vægt på, når de ansætter folk. For du skal ikke spørge om, du kan få et job. Du skal skabe præmisserne og mulighederne for, at det kan opstå. Det kan det for eksempel, hvis du bliver klar på, hvem virksomheden er, hvad de lægger vægt på, hvad der er vigtigt hos dem, hvor de er på vej hen, osv. osv. – for på denne måde bliver du klar på, hvem de er. Og skal du have dem over til at interessere sig for din halvdel af banen, er du nødt til at bevæge dig over på deres og vise nysgerrighed og interesse for den og finde ud af, hvordan du byder ind her.

Sådan kommer du videre: De små skridts lov
Når du har fået viden om det branche, det felt, den eller de virksomheder, du er interesseret i, har du sikkert også skulle give noget af dig selv, fordi ved at du har stillet spørgsmål, har du givet udtryk for hvem du er, og de er sikkert blevet interesseret og nysgerrig på, hvem du er. Du følger de små skridts lov ved, at du ikke på forhånd har besluttet om en virksomhed, et felt eller en branche er interessant før, at du har fået en eller anden form for respons. For det, der får dig til at gå videre, er to ting. Den ene er, om du selv bliver inspireret og får lyst til at søge der, fordi du kan mærke, at det tænder nogen indeni dig. Den anden er, hvis du får positiv respons, som gør, at du har lyst til at reagere på det. Men ingen får job, bare fordi de gerne vil have et job. Mennesker får job, fordi de brænder for, vil noget og går efter det. Intentionen i det, du vil, har en utrolig stor kraft, fordi det er den, der får dig til at gøre ting, som du ellers ikke ville gøre. Det er den, der giver dig energi og kraft til at gå ud i verden og handle på dine muligheder.

Sådan søger du job – gerne uopfordret
Nu står du så der og tænker: Hvordan kommer jeg videre? Hvordan kommer jeg i spil? Hvad er det, jeg skal nu? Så er næste skridt, at du gør det ved at gøre noget. Der er mange måder at komme i spil på. Engang coachede jeg en kvinde, der brændte for at arbejde hos Thorsen møbler. Hun havde forsøgt på alle mulige måder at komme i spil hos dem – og det endte med, at hun sendte en mail til direktøren om, hvad hun brændte for – og om han havde lyst til at mødes med hende i Århus Domkirke og tale om muligheder. Og det havde han. En anden gang var der en yngre relativ nyuddannet arkitekt, der brændte for at få sine design af møbler i produktion, men ikke havde fået det. Derfor begyndte han at undersøge mulighederne med fokus på, hvem der i hans netværk kendte nogle af disse virksomheder. Så det blev ikke en af de producenter, han selv havde foretrukket – men han fik det i produktion, og dette var et skridt på vejen mod at blive kendt og få det produceret hos de mere anerkendte. En tredje gang fandt en kvinde, der ønsker et brancheskift mod HR, et job – og fandt ud af, at de samme dag, hun opdagede stillingsopslaget, var igang med at have samtaler med potentielle kandidater. Hun ringede straks til dem og sagde, at de ikke måtte ansætte nogen før, de havde talt med hende. Det lyttede de til – og det endte med, at hun på tre dage havde fået jobbet – et mega fedt job. Men det kan også sagtens være at sende en ansøgning – enten opfordret eller uopfordret.

Sådan skriver du ansøgningen
Når du skal skrive din ansøgning, skal du bygge din ansøgning op efter en særlig struktur. Allerførst skriver du noget om, hvorfor du søger jobbet. Det er vigtigt, at virksomheden kan mærke og ved, hvorfor det er, du søger netop dette job. Det er her de kan mærke din intention, og den har en kraft i at skabe interesse. For alle vil gerne ansætte en, der virkelig brænder for jobbet eller en virksomhed. Næste skridt er at skrive, hvad du kan bidrage med. Og her skal du ikke så meget skrive, hvad du har lavet – men hvordan det, du har lavet, kan bruges og skabe værdi i den pågældende virksomhed. Hvad er det, at du kan tilføre virksomheden? Hvilke muligheder får du øje på? Hvad tænker du, der er vigtigt i den funktion eller rolle, som du gerne vil have? Og hvad kræver det at være med til at skabe dette? Når du kan få øje på, hvordan du kan bidrage og måske endda har konkrete idéer og forslag til, hvordan du vil gøre det – og hvilken betydning det vil have for dem, ja – så vil alle gerne høre mere. For vi er som mennesker bare nysgerrige efter at få respons og input fra andre om, hvad vi kan gøre bedre osv. Herefter kan du skrive noget mere uddybende gerne via konkrete eksempler om, hvad du kan tilbyde og bidrage med. Vi husker alle bedst konkrete eksempler, historier og fortællinger – og glemmer tomme ord, som vi ikke kan binde op på en konkret kontekst og situation. Afslut med hvad der kendetegner dig som person – hvordan er du? Fordi dine personlige kompetencer fortæller, hvad det er, der driver og motiverer dig – og hvordan du løser dine arbejdsopgaver. Måden du gør det på vil afgøre, hvordan du passer ind i en organisation. Og passer du ikke ind, så vær glad for, at du er “one Down” og har undersøgt denne mulighed og ikke behøver gå videre der – men kan fortsætte videre fuld af energi, mod og glæde til den næste brændende mulighed. God fornøjelse!