Er du træt af dit job eller noget andet i dit liv?

Er du træt af dit job eller noget andet i dit liv – og oplever du, at du mister energi, når du går på jobbet, er sammen med kæresten eller i det hele taget i dit liv? Så kan du måske undre dig over, at du bliver i det job eller det liv, der tager energi fremfor at give dig energi til mere af det gode i dit liv.

Hvorfor bliver vi?
Du er træt af dit job – eller måske er det noget helt andet i dit liv, som du gerne vil ændre. Men du oplever ligesom ikke, at der sker så meget. Du får ikke handlet på tingene. Du får ikke gjort det, du tænker, at der skal til for, at du flytter dig. Og du forstår ikke, hvordan det kan være, når du jo til daglig er et meget handlekraftigt, beslutsomt menneske, der altid har kunnet få ting til at ske i dit liv. Men lige nu ved du det ikke, forstår ikke dig selv – og hvorfor du ikke får sat gang i tingene. Det er helt naturligt, at vi alle står der, når vi rent faktisk skal skabe en forandring i vores liv, der er større end lige som så. Når vi er i gang med at ændre på fundamentale ting i vores liv. Det er helt sikkert, at vores krop kan mærke, at det er noget større, der er i spil – og derfor kan vi ikke bare lige tvinge os selv til blot at træffe et valg. For vi skal have os selv med for, at det også virker. Ingen kan skabe noget før, at kroppen er med. Derfor handler det ikke så meget om at vende og dreje alting i dit hoved, for det er noget, du ikke kan tænke dig til.

Når vi tør give slip
Der er så meget, som vi ikke kan tænke os til, men som vi er nødt til at give slip på for, at vi kan få noget nyt til at ske. Og det nye, sker som regel aldrig ved, at vi har vendt og drejet hver en tanke eller forsøgt at analysere os frem til en sammenhæng og mening i tingene. Derfor er det faktisk først, når du begynder at handle på det, du gerne vil, at du får viden om, hvad det er, du vil. Men vi kan være så bange for at give slip, at vi holder fast i noget, selvom det måske slet ikke er godt for os længere – og vi for længst har udtømt ethvert formål med det job, den kæreste eller den måde at leve på. Det kan være så angstprovokerende at skulle give slip på det liv, vi kender så godt, at vi ikke længere kan huske, hvad det var vi ville. Men på et tidspunkt begynder det igen at nage og spøge indeni. Det kan være en utilfredshed. Det kan være, at du har flere sygedage eller oplever, at du er mere trist til mode og savner energien, glæden og overskuddet i livet. Frygt ikke – alting er lige præcis sådan, som det skal være. For er du der, er du meget tæt på at være villig til at skulle forandre dit liv til det bedre. Vi skal nemlig være villige til at gøre noget – og når vi skal gøre noget nyt, er vi nødt til at være åbne overfor alle muligheder. Når det er store forandringer, der skal til i vores liv, skal vi som regel være meget villige – og det kræver et enormt mod, en stor portion vilje og energi til også at kunne handle på og gå efter det. Derfor er vi som regel også nødt til at tage et stort tilløb også. Store forandringer kræver store tilløb.

Er vi bange for det, vi ikke kender?
Ingen har nogensinde gjort noget, som de ville have været foruden. For så havde de jo ikke fået den viden, som de har nu. Men der kan være så megen modstand mod alt det nye, at vores kroppe simpelthen nægter at gå den vej – eller vores hjerne bare ikke vil acceptere det. Så forsøger vi med alle mulige forsvarsmekanismer, der skal aflede vores indre stemme og få den på andre tanker. Men den bliver ved med at kalde, selvom det kan være svært at overdøve frygtens stemme. Frygt er energi som alt muligt andet. Det udspringer af en anden kilde end der, hvor din inderste stemmer kalder fra. Den kan have så stor magt, at du næsten ikke kan høre din indre stemme. Dybest set er det så let. Vi ved alle, hvad det er, at vi i bund og grund skal gøre – men ofte gør vi det ikke, fordi vi er bange for, hvad der sker. Vi ved, hvad vi har, men vi ved ikke, hvad vi får. Derfor er det bedste, du kan gøre, at blive venner med frygtens stemme. Alliér dig med den – og fortæl den, at det er helt fantastisk, at den er i dit liv. For den er der jo også af en grund og har en funktion. Den er der jo for at beskytte dig og sørge for, at du ikke bare handler overilet eller kaster dig ud i noget, som slet ikke hænger sammen. Men den er der også for at skabe den modstand, der gør, at du forholder dig til noget, der er vigtigt i dit liv.

Sådan forandrer vi verden
Hvis vi gerne vil forandre verden, må vi begynde ved os selv. For vi har intet krav eller ansvar for, hvordan andre opfører sig. Og vi kan ikke bestemme, hvordan de andre skal være – og hvad de skal gøre eller ikke gøre. Derfor er det eneste sted, vi kan begynde, hos og med os selv. Og hvis du har det sådan, at du tænker, at det er den store forandring, der skal til, så kan det være, at den lader vente på sig. For de fleste mennesker har det svært med at skulle ændre alle ting i deres liv på samme tid – eller at skabe den helt store forvandling fra den ene dag til den anden. Det er svært for os at holde til. Derfor kan du forandre dit liv big time ved at begynde i det små – og dermed med at tage small steps. “Big things begin with small steps“. For de små forandringer er som regel dem, der holder længst – og som giver os energi til at fortsætte ud af forandringens vej og ændre på noget mere, noget andet og til sidst har vi skabt den store forandring næsten uden, at vi bemærkede det. Hvis du vil bestige Kilimanjaro, er det at bestille en flybillet og købe en rejse sikkert ikke det første du gør. Det kan det selvfølgelig være, men de fleste mennesker har brug for tilløb til de forandringer, de gerne vil skabe i deres liv. Og jo tættere de kommer på sig selv og det liv, der drømmer om og brænder for, jo kortere tid går der fra tanke til handling. Men rigtig mange mennesker bliver i det, de kender, fordi de ikke kender det, der kommer i stedet. Derfor kan du med fordel begynde ganske i det små, så dit indre også føler sig tryg, kan være med og har lyst til at skabe forandringer og handle på dem. Et spørgsmål, du kan stille dig selv, kunne derfor være: Hvad er det mindste, jeg kan gøre?

Intet kommer ud af ingenting
Der sker intet, hvis intet vi gør. Og gør vi det, vi plejer at gøre, får vi de resultater, vi plejer at få. Derfor er de forandringer, vi skal sætte i værk, nødt til at være noget, vi ikke plejer at gøre. For ellers ville der jo ikke være nogen grund til at ændre det. Det var bl.a. en af grundene til, at jeg udviklede konceptet om benspændskort, fordi jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at udfordre mig selv, så jeg turde at gå forandringen i møde – og ikke stak halen mellem benene og bare blev i det, der ikke længere gav mening – eller i det job, som jeg var så frygtelig ked af. Det var ikke altid lige nemt, fordi jeg jo også blev bange for, om det nu var det rigtige jeg gjorde, hvis jeg sagde det job op. Om det nu var det rigtige at forlade den kæreste. Om det nu var det rigtige at sælge alle mine ting. Om det nu var det rigtige at gå en anden vej osv. Derfor handler det i princippet ikke så meget om, hvorvidt du begynder at ændre lige præcis det, der er dit problem eller din udfordring i dit liv – men blot det, at du begynder at ændre på noget. Det behøver heller ikke være store skridt, du skal tage. Forandringer i hjernen sker nemlig ikke ved, at vi tager de helt store skridt men ved, at vi blot ændrer på noget. Derfor kan du, ved at begynde at gøre noget andet end det du plejer at gøre, være med til at skabe store forandringer i dit liv over tid. Det kan være noget så simpelt som at stå på hovedet dagligt, konsekvent tage en anden vej hjem, vælge kun at spise fisk i en uge, kysse din mand eller kone hver morgen, kun at gå i rødt om tirsdagen, gå baglæns i parken, bære hat, så karse i din græsplæne, hilse på alle mennesker med høj stemme, osv. For det er ikke dig, der skal forandre dig, men din hjerne der skal til at lagre nye måder at se verden på. Og din hjerne og din indre stemme elsker, når tingene er sjove. Så er det så meget lettere at gå med forandringen. Så opfind noget nyt, find på en lille bitte sjov ting, du kan gøre i dit liv – og du vil i løbet af kort tid kunne se, hvordan tingene begynder at ændre sig.

Skab overblik og følg de små skridts lov
Mange mennesker får ikke det til at ske i deres liv, som de virkelig drømmer om og brænder for. Ikke fordi de ikke vil – men oftest fordi de ikke ved hvordan. Derfor er det at kunne handle og gøre noget i forhold til din situation berigende og giver energi og mod til mere af det nye. Og det er det, du skal fremelske. Du skal sørge for, at du får en reel fornemmelse af, hvad der sker, når du begynder at handle i forhold til det, du gerne vil. Og det er her, at jeg i årevis har gjort præcis det samme med flere tusinde meget forskellige mennesker: Skabt et overblik og lavet en plan med bitte små skridt, der gør, at det er tydeligt, hvad du skal gøre, hvornår og hvordan – og med hvem. Og at du ved, hvorfor du gør det. For når vi ved, hvad vi skal gøre – og er afklaret med, hvorfor det er, at vi gerne vil gøre det, begynder tingene også at falde på plads i vores hoved. For selvom vi ikke kan tænke os til tingene, er vi nødt til at lægge en plan, som vores hjerner kan forstå og accepterer. Derfor har det heller aldrig været mig, der har gjort noget som helst i mødet med et andet menneske. Jeg har blot stillet de spørgsmål og lavet det overblik, der har gjort det muligt at handle. For alting handler om at handle. Hvis vi intet gør, sker der intet. Men når vi begynder at gøre noget, er det som at sætte gang i en domino-effekt. Bevægelsen sker ved det første skridt.

Rigtig god fornøjelse!